dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Ulovlige kontrakter til 94 mio. kr.: Endnu et affaldsselskab i lovbrud
- Det udtrykker måske, at man ikke har den nødvendige respekt for reglerne, vurderer landets førende ekspert i udbudsjura, Michael Steinicke.
Foto: Lars Laursen, Ritzau Scanpix

Ulovlige kontrakter til 94 mio. kr.: Endnu et affaldsselskab i lovbrud

Landets tredjestørste kommunalt ejede affaldsselskab har i en lang årrække handlet i strid med udbudsreglerne
15. NOV 2018 10.59

Amager Ressource Center (ARC) er ikke det eneste kommunalt ejede affaldsselskab, som i årevis har brudt udbudsreglerne og indgået ulovlige millionkontrakter.

Det samme gælder landets tredjestørste affaldsselskab, Argo, skriver kommunen.dk.

Igennem mindst syv år har selskabet, der har hovedsæde i Roskilde, indgået ulovlige kontrakter til en sammenlagt værdi af mere end 94 mio. kr. uden udbud, selvom kontrakterne har haft en så høj værdi, at de ifølge reglerne skulle have været udbudt i hele EU.

Det erkender selskabet, der er ejet af ni sjællandske kommuner, efter at kommunen.dk har fået aktindsigt i dokumenter og materiale om Argos indkøb hos selskabets største leverandører.

- Der har simpelthen ikke været nok opmærksomhed på, hvad der gjaldt af regler, erkender selskabets direktør, Trine Lindegaard Holmberg.

Hun betegner regelbruddet som alvorligt og tager samtidig afstand fra den hidtidige, ulovlige praksis.

Ekspert: Bemærkelsesværdigt rod
Overtrædelsen af reglerne er alvorlig og bemærkelsesværdig, mener Jacob Georg Naur, advokat med speciale i udbudsret og partner hos Hejm Advokater.

- Når man over så mange år åbenbart ikke har kunnet finde ud af at lægge tallene sammen og samtidig holde de tal op imod, hvad der gælder i udbudsloven, så forekommer det temmelig besynderligt, siger han.

Også landets førende ekspert i udbudsjura, Michael Steinicke, juraprofessor med speciale i udbudsret ved Aarhus Universitet, undrer sig.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at man har fejlvurderet samtlige betingelser i samtlige af de her sager, for så vanskeligt behøver det heller ikke at være. Der må ligge noget andet bag, og det synes jeg er problematisk. Det udtrykker måske, at man ikke har den nødvendige respekt for reglerne, vurderer Michael Steinicke.

Ligesom affaldskollegerne hos ARC, der har handlet ulovligt for mindst 306 mio. kr., har Argo nu valgt at hyre advokatfirmaet Bech-Bruun til at hjælpe selskabet med at sende de kontrakter i udbud, som leverandører har fået i strid med reglerne.

- Vi kommer i hvert fald til at afsætte flere ressourcer til opgaven. Det er helt sikkert - så vi sikrer, at det foregår rigtigt, siger Argos direktør, Trine Lindegaard Holmberg.

 

Abonnenter hos kommunen.dk kan læse hele historien her. Der er mulighed for at tegne en måneds gratis prøveabonnement. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.